Så blev jeg voksen…

… eller i hvert fald 30 år gammel, hvilket betyder at jeg er voksen i kommunens optik. Det er sådan set ikke noget der gjorde ondt eller fremmede min produktion af grå hår fra den ene dag til den anden, men der har været lidt start vanskeligheder. Fx hedder min kommule ydelse ikke længere uddannelseshjælp, men derimod kontanthjælp, som det overordnet hed for ikke så længe siden. Det har så forvirret kommunen en smule, så jeg ikke har fået nogle penge idag. Det er sådan set også i orden, jeg skulle ikke lige købe noget vildt i dag, men mine regninger… bom bom, håber det er muligt at de kan betales imorgen, som de skal.

Hvad sker der ellers? Tjo, min computer var begyndt at skabe sig tosset, så jeg kontaktede Fona, som var vældig flinke at give mig et nummer til Microsoft, fordi de mente fejlen lå hos dem. Den rare mand ved Microsoft lod mig skrive en frygtelig masse kode og guidede mig ind steder på min computer jeg slet ikke vidste fandtes. Men da min computer så ydmygt smed håndklædet i ringen med beskeden “Din computer trænger til reparation”, gav Microsoft manden op og sagde at den nok skulle forbi Fona en smut alligevel. Den blev så kørt afsted på en forsæde plads til min kære Fona mand, som gjorde mig venligt opmærksom på at den ikke ville blive sendt afsted fra butikken til reparation før fredag og at det jo så var weekend og derefter ville der gå 14 dage. Den stakkels computer, hvad den dog ikke var igennem de sidste timer.

Så nu er jeg skudt tilbage til stenalderen og sidder ved min meget lille og meget sløve 10″ netbook. Den er sej af sin størrelse, men også meget tiny, når jeg plejer at kigge på mit 32″ tv. Den kloge ville så informere mig om hdmi-kabler og deres smarthed. Og ja, det er skam smart og sådan et har jeg også… men tilbage til stenalderen. Min lille netbook har kun vga… og ja, det kan man også få… men ved ikke helt om jeg vil investere i et kabel af den pris til 3 ugers brug… og når jeg så ikke ved hvornår mine penge kommer.

Nå men nu til noget sjovt! Jeg fylde jo 30 her for ikke så længe siden, hvilket skulle fejres med en masse søde mennesker og sluttes af med Grøn Koncert. Selve planlægningen og hvad der høre med var ved at tage livet af mig, jeg stressede mig selv rigtig meget. Jeg vil dog så indrømme at det gik over al forventning. Det var bare SÅ hyggeligt og folk snakkede på kryds og tværs med folk de ikke kendte. De elsker jeg. Jeg elsker at personer der betyder noget for mig kan sammen. Det gør mig glad. Vi hyggede alle sammen med friskbagte boller og, juice og alt der imellem. Da det så blev  tid til at tage til Grøn Koncert krammede jeg farvel til dem, der ikke skulle med videre.

Grøn Koncert var varmt! Vi sad i en ørken, midt i et fatamorgana af hylende unger og feststemte musikelskere. Det var underholdende, men varmt… fik jeg nævnt at det var varmt? Dem der kender mig tænker nok “Jamen Linda, du kan jo ikke li’ musik og mange mennesker, hvad pokker lavede du til Grøn Koncert?” Kløgtigt spørgsmål… jeg ville hygge mig med mennesker, der elsker musik. Hygge mig med Tim Christensen, som er en af de få, der kan få mine hænder op over hovedet af fryd, jeg ville se på glade mennesker og jeg ville hygge mig med nogle af de sødeste mennesker jeg kender. Og det var min fødselsdag, så jeg må gerne bestemme! De sidste par år har jeg siddet alene og kukket på dagen og det ville jeg ikke i år… 30 er trods alt et voksent tal, der betyder at man nu gerne må tage lidt ansvar og bestemme hvad man gerne vil og finde ud af hvad der gør en glad.

For at det ikke skal være løgn og noget der er total ulig mig, så tog jeg ingen billeder af fødselsdagsbordet og der blev ikke taget billeder af mig på dagen. Men jeg ser nu stadig ud som jeg plejer og en dame fortalte mig sågar at jeg så fantastisk ud… lidt ud af context, men en dejligt ting.

Nu vil jeg stoppe dette meget lange indlæg og lade jer komme videre med jeres dag. Selvom det varme vejr er ved at suge al fugten ud af os, så må vi hellere prøve at nyde det lidt!

2 comments

Skriv et svar