Hvem er jeg? Jeg hedder Linda, er 27 år og bor på Fyn.

2 gange om ugen går jeg på Toldbodhus skole, som er et sted for mennesker, der har det svært socialt. Vi laver en masse kreative ting; filt nøgleringe, tasker af slager fra bl.a. cykler, scootere og traktorer. Der er en del forskellige fag, dem jeg har valgt er; Kreativt Værksted, Loppefund og et smykkehold.

Men på grund af besparelser i min kommune, kan jeg ikke få forlænget forløbet på skolen, så ved ikke hvad jeg skal efter juni 2011. Min terapi er stoppet, hvilket jeg er ret forvirret over. Er skrevet op hos en psykiater, men der er 1 års ventetid(!), så jeg kan ikke gøre så meget. Det eneste jeg kan få igennem kommunen nu, er erhvervspraktik… og at gå fra de 9 timer jeg har nu til en praktik et helt nyt sted og uden samtaler eller støtte… det er i hvert fald ikke noget jeg glæder mig vildt til…

Lige nu har jeg ‘ferie’. Mit forløb på skolen er slut og kommunen har sparet alle muligheder væk… Det eneste tilbage er Montagen, som er et sted hvor dagens mål er at få putte de rigtige skruer i de rigtige kasser… og ja, det var så det. Det er  i øjeblikket det eneste tilbud i min kommune, hvilket jeg synes er meget sørgeligt… Hvis jeg dog bare kunne have et ‘rigtigt’ job… Men jeg må se hvad det bliver til i august, når jeg skal starte deromme.

I fritiden bruger jeg en del tid på at være kreativ. Der er mange ting jeg synes er sjove at bruge tid på, af kreative ting. Jeg syr, strikker, maler, fotograferer, arbejder i Photoshop og så elsker jeg at bygge ting, sådan lidt gør-det-selv.  TV-serier er en af mine store svagheder, jeg er meget fascineret af hvordan de får opbygget et helt univers, som man kommer til at savne, så snart afsnittet er slut. Jeg har stort set altid computeren tændt, så jeg bruger en del tid på internettet og de uendelige muligheder af forskellige informationer.

Hvorfor skal du følge min blog? Jeg synes du skal følge min blog, fordi du synes det jeg skriver appellerer til dig på den ene eller anden måde. Bloggen giver et godt indblik i hvad jeg laver og hvem jeg er.

Måske kan jeg også hjælpe dig, hvis du har lidt problemer med at modificere et tema i WordPress. Jeg har selv brugt det et godt stykke tid nu og selvom der er ting jeg ikke aner noget om, så har jeg styr på en masse af det andet. Så tøv ikke med at spørge, hvis der er noget jeg kan hjælpe med. Du kan skrive en kommentar til et af mine indlæg eller sende mig en mail på: mail@lindaeg.dk


For at fortælle lidt mere om mig selv, kan jeg starte med at fortælle nogle facts: Jeg er normalt lyshåret, men kan godt lide at skifte farven engang imellem, nogle gange med katastrofale følger, men underholdende for min omgangskreds. Mine øjne er blå og det har jeg aldrig ændret på (rime, rime). Jeg er ikke særlig høj, 168 cm er det hele og jeg vejer heller ikke et isbjerg, så med mine 55 kg er jeg såmænd meget tilfreds med mit korpus.

Ud over looks (hehe), har jeg også fået tildelt en hjerne, med den fantastiske funktion, at kunne tænke og lagre minder og indtryk. Det er en rar ting. Så blandt gode minder og hvad man ellers ikke kan slippe for at have liggende deroppe af ubetydeligheder, er der gemt en personlighed, som aldrig helt kommer frem, af frygt for at skræmme folk… og fæ. Men 96% er lige til at gå til, jeg er nem at snakke med og er faktisk blevet god til ikke at lade små idiotiske ting gå mig på. Jeg er meget åben og positiv og nok også irriterende fjollet til tider. Men all in all er jeg opdraget godt og har fået en dejlig personlighed. Kunne godt have tænkt mig en mere beslutsom del og måske en del, der ikke var så vild efter at se og opleve alt. Men det må tages med og udnyttes på bedste vis.