Med mor på skadestuen
Jeg blev vækket ved 01 tiden i nat af mor, der kaldte på mig ude fra trappen… Vågnede forvirret op og spurgte hvad der var galt. Hun sagde hun havde brækket sin tå og om jeg ville køre hende på skadestuen. Selvfølgelig ville jeg det, så jeg fik lige tøj på og vand i hovedet og gik nedenunder med en taske fyldt med bananer, æbler og sodavand… Vi ved jo alle det kan tage lang tid på skadestuen.
Hun fortalte så at hun var faldet i søvn på sofaen og havde haft mareridt, der var en mand der ville overfalde hende og hun ville sparke han i skridtet, hvilket resulterede i at hun sparkede ud med vestre ben og hamrede det lige ind i sit meget massive egetræs sofabord… som ikke rokkede sig. Det gav en smæld og tåen sad helt skævt… Hun havde så siddet lidt og overvejet om det ville gå over eller om hun selv kunne køre på skadestuen… Hvilket jeg er glad for hun ikke gjorde! Hun fik så vækket mig og vi var dernede ved 01.30 tiden.
Der var ikke andre end os, hvilket var meget underligt, så hun kom til med det samme. De kiggede, trykkede og snakkede og så blev vi sendt en tur på røntgen med hende i en kørestol og mig trækkende afsted med hende i den… Vi nåede at fare vild, fordi elevatoren ikke flyttede sig, men bare åbnede døren det samme sted efter lidt tid. Men vi fandt det og der var heller ingen kø. Tilbage til skadestuen og vente på en anden læge, der skulle se billederne et andet sted på sygehuset og så ringe tilbage med hvad der skulle gøres. Jeg havde nået at smugkigge på skærmen med røntgenbillederne, så jeg var ikke i tvivl om, at den var brækket… De fik så besked fra lægen om, at den skulle rettes ud og have en masse tape om, så det blev gjort efter et par sprøjter bedøvelse og så kunne vi ellers køre hjem igen…
Så er det 4 ugers helings tid og så opfølgning hos egen læge…
Hvad siger i, ser det ikke vildt ud?









